søndag den 24. februar 2013

Choko/Cognac mousse med kandiseret bacon & mandler


Vi fik denne dessert nytårsaften. Vi spiste den efter vi havde været ude og gå tur for at se på fyrværkeri, så man må sige at madåret 2013 startede fremragende!
Jeg har lovet flere at få skrevet et indlæg med denne opskrift, så jeg håber jeg får det hele med. Ellers er det jo en fremragende undskyldning for at lave den igen ;)


Umiddelbart synes jeg ikke desserten var avanceret at lave, men der er mange små trin som skal udføres, så for nogle kan den måske se en smule uoverskuelig ud. Det hele kan dog laves før gæsterne ankommer, hvilket gør opgaven mere overskuelig. Så skal man blot samle desserten lidt tid før servering.

Opskriften består af 4 komponenter der skal laves og til sidst samles: choko/cognac mousse, flødeskum,  kandiseret bacon, kandiserede mandler.


Choko/Cognac mousse:

  • 200 g god, mørk chokolade
  • 30 g smør i tern
  • 4 past. æggehvider
  • 4 past. æggeblommer
  • 50 g brun farin
  • 2 cl cognac
Hak chokoladen groft og smelt den over vandbad sammen med smør og cognac. 
Æggeblommer og den brune farin piskes til massen er cremet og lidt lys i farven (det bliver nærmest lysebrunt). Dette gøres bedst på en køkkenmaskine, men kan også klares med en håndmixer - så får man gode muller i tilgift.
Når chokolademassen er afkølet røres den i æggemassen. 

Pisk æggehviderne stive, og vend det forsigtigt i ægge/chokomassen. 

Sæt moussen på køl indtil du skal bruge den - men min. 4 timer. 

Ønskes en mere kraftig cognac smag kan man tilsætte cognacen samtidig med at chokomassen røres i æggemassen. 

Moussen kan godt laves dagen før, men der skal man være opmærksom på at den godt kan skille en lille smule i bunden.

Tag moussen ud ca. 30 minutter før du skal anrette/servere.



Kandiseret bacon:

  • 1 pk. bacon i skiver
  • Brun farin (ca 100 g, men sørg for at have rigeligt)
Opvarm ovnen til 175 grader.
Beklæd en bageplade med bagepapir og læg baconskiverne på. Drys generøst med brun farin.
Sæt bagepladen i den varme ovn og bag baconen i ca. 6 minutter, før du vender dem, og drysser den anden side med brun farin. Bag yderligere 6 minutter. 

Afkøl på en bagerist (husk at lægge noget under risten, da der godt kan dryppe lidt sukker ned, mens baconen køler af).

Bedst at lave på dagen. Baconen bliver blød og lidt sej af at blive opbevaret natten over. 

Kandiserede mandler:

  • 100 g smuttede mandler
  • 130 g sukker
Rist de smuttede mandler i nogle minutter på en middelvarm pande. Du vil gerne opnå at mandlerne frigiver noget af deres olie, og derved smager af mere, men de må ikke tage al for meget farve. 
Tag dem af panden og lad dem køle på en tallerken eller i en skål.
Smelt sukkeret på panden til det bliver en lys, gylden karamel. Tilsæt mandlerne og vend godt rundt, så alle mandler er dækkede af karamel. Giv det nogle minutter mere, før massen hældes over på et stykke bagepapir. 
Bred massen ud, så du har et ensartet lag.

Lad afkøle i ca. 1 time ved stuetemperatur. Det skal helst være helt koldt før du bruger det.

Dette kan med fordel laves dagen før. Opbevar i lufttæt beholder.



Servering:


Jeg valgte at servere moussen i nogle dessertglas og bruge spørjteposer til at anrette med. Grunden til dette var, at jeg ønskede flere lag af mandler og bacon imellem moussen.
Hvis man ikke ønsker det, kan man evt. lade moussen afkøle i de glas man ønsker at servere i, evt. med lidt mandler i bunden.

Jeg synes det var sjovt at der var lag af forskellige tekstur hele vejen igennem desserten. Den fløjlsbløde mousse, kombineret med knasende mandler og sprød bacon. Mums! 

God fornøjelse!



Ingen kommentarer:

Send en kommentar