torsdag den 13. marts 2014

Snackmandler

De her mandler er simpelthen så lækre, og så er de også ret nemme - to ting jeg er meget begejstret for. Som en ekstra bonus kan man varierer i det uendelige! Mandler kan spises som snack, eller fx i en salat. Hvis du mangler gode ideer til salater - kan du i øvrigt finde mit indlæg om det hér.

Teknikken i denne opskrift er ret simpel: først skal mandlerne koges i en lage (for at få mandlerne til at optage smagen) og derefter skal de ristes/tørres i ovnen. Det kan klares på ca. 40 minutter.





Opskriften er lavet med inspiration fra Emma Slebsager, en side jeg bestemt vil anbefale dig at kigge nærmere på!

Ingredienser
  • Mandler
  • 1 liter vand
  • 125 g. salt
Put vandet i en lille gryde og lad det koge op, tilsæt salten og rør rundt til salten er opløst (hvis salten tilsættes før vandet koger, kan det lave pletter i grunden af gryden).
Tilsæt mandlerne og kog op igen. Tag gryden af varmen og lad dem hvile i 15 minutter.

Tænd ovnen på 180 grader. Læg mandlerne i ét lag på en bageplade beklædt med bagepapir og bag dem i ca. 20 minutter, i midten af ovnen. Husk at holde lidt øje med mandlerne, så de ikke får for meget. (læs: husk at smage undervejs, men ikke for ofte, da ovnen så mister for meget varme).

Opbevar mandler i en lufttæt bøtte eller glas. Hvis mandlerne pakkes i en fin æske eller pose kan de sagtens bruges som en lækker værtindegave!



Variationer

Røget paprika & salt
Den røgede paprika tilsættes sammen med salten. Jeg brugte ca. 1/2 tsk. stærk, røget paprika.

Lakrids
I stedet for at koge mandlerne skal de blot overhældes med kogt vand, før de kommes i en pose eller bøtte. Drysk 1 spsk lakridspulver over mandlerne, og bland det med mandlerne. Bag herefter mandlerne   som de andre.


Poserne og de runde mærker er fra Søstrene Grene. Stemplet er vist fra Netto, og mærkerne er alm. print-mærkater.  


Ingen kommentarer:

Send en kommentar