torsdag den 12. juli 2012

Nem wok med karrykylling





Ingredienser (2 pers)

  • 2 kyllingebryster
  • 1 lille dåse kokosmælk
  • 3 tsk karry
  • 2 tsk spidskommen
  • 2 tsk graham masala
  • lidt friskrevet ingefær
  • salt & peber
  • 2 spsk soja
  • 2 gulerødder
  • 3 forårsløg
  • 1 rød peber
  • 1-2 håndfulde cashewnødder
  • 1 æble
  • 250 g nudler (vi brugte spinatnudler)
  • Lidt olie (fx. oliven eller solsikkeolie)

Skær kyllingebrystet i tynde skiver (skær lidt på skrå for at få fine, ensartede stykker). 
I en skål blandes krydderierne, sojaen og kokosmælken. Læg kødet i marinaden og lad det stå mens du forbereder grøntsagerne.

Grøntsagerne skrælles/vaskes og skæres i tynde skiver. Jeg kan godt lide at skære gulerødderne lidt på skrå, fordi det giver sådan nogle fine skiver. Forårsløgene snittes i 1-2 cm stykker. 

Cashewnødderne hakkes meget groft, brug evt. håndfladen til at mase dem med. 

Sæt vandet over til nudlerne, når vandet er næsten i kog varmes wokken op. Kog nudlerne efteranvisningen.
Når wokken er varm hældes kødet og hele marinaden ned i wokken. Steg kødet så det er næsten færdigt (ca 3 minutter). Tag kødet af wokken, og steg gulerødder, løg og peberfrugter. Efter et par minutter tilsættes æbler, nødder og kødet. Bland godt og steg videre endnu et par minutter. 

Tilføj evt. en klat smør inden nudlerne serveres. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar