torsdag den 30. august 2012

Bærrom - Opdatering


For ca. 2 måneder siden skrev jeg dette indlæg om bærrom.

Jeg havde sat tre slags rom "over": kirsebær, blåbær og brombær.

Nu har de stået og hygget sig i godt 2 måneder, og selvom opskriften lyder på 3 måneder, så synes jeg allerede nu at rommerne ser smukke ud og smager dejligt af frugt.

Jeg er i sær glad for blåbærrommen, fordi den er meget sød og mild i smagen. Min farfar blev til gengæld meget begejstret for brombærrommen! Kirsebærrommen blev ikke så god, så jeg ville nok anbefale at give bærerne et let opkog inden man putter dem i rommen, på den måde tror jeg de afgiver mere smag.

Jeg brugte noget af blåbærrommen til at lave en blåbærmojito med, opskriften kan du læse herunder.

Blåbærmojito

Ingredienser
  • et højt glas
  • 2 sugerør
  • en pind eller lign. (som kan nå bunden af glasset uden problemer)*
  • knust is - rigeligt af det
  • blåbærrom
  • lidt mynte
  • et drys rørsukker
  • danskvand
  • 2 lime
  • evt. et par friske blåbær
Jeg bruger enden af min lille fondant-rullepind, men man kan også bruge forskellige køkkenredskaber med godt håndtag. Optimalt er dog en "støder" som er designet til netop at lave Mojito.

Fremgangsmåde

Vask limefrugterne grundigt (da de med stor sandsynlighed er overfladebehandlede), og skær dem i kvarte. Pres saften ned i glasset og smid de kvarte limefrugter i glasset. Drys med lidt sukker (rommen er meget sød, så hold igen med sukkeret - der skal være nok til at kunne "mose" mynten). Pluk bladende af mynten, og drys over limefrugterne. Mos det hele, så mynten er revet godt i stykker.

Hæld 1-2 cl rom i glasset (evt. mere, hvis der ønskes en stærk drink), og fyld glasset med is. Top med danskvand og evt. et par blåbær som pynt. 

Stik sugerørene i, og rør forsigtigt rundt. 

God fornøjelse ;) 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar